Indtil begyndelsen af det 20. århundrede, havde hesten en anden placering i samfundet end tilfældet er i dag. Hesten kunne være forudsætningen for dens ejers overlevelse, hvorfor en syg eller ubrugelig hest kunne være en direkte eksistenstrussel. Vidensniveauet om eksempelvis smitsomme sygdomme og deres bekæmpelse var stærkt begrænset. Sår og skader behandledes efter bedste evne, mens der var meget fokus på de mere synlige og betydningsfulde hove og tænder. Man var mere bevidst om, at problemer hér kunne gøre hesten ubrugelig og derfor også usælgelig.
Med skiftet til hesten som værende overvejende et fritids- og sportsdyr, gled opmærksomheden mere og mere over på hestens ydre udseende og der opstod krav til særlig sammensætning, alt afhængig af det påtænkte brug.
Nutidens sportshest lever et liv meget fjernt fra dens vilde forfædre på stepperne. Især de daglige 16-18 timers græsning, er dramatisk forskellig fra nutidens typiske 2-3, 10 minutter lange måltider bestående af korn og andre koncentrater. Dette faktum betyder, at tændernes naturlige stilling og form ikke vedligeholdes ved almindeligt slid. Følgelig er målrettet og regelmæssig tandpleje mere væsentlig for nutidens heste. Opmærksomheden overfor såvel den forebyggende som den behandlende tandpleje er dog kraftigt stigende.